Palmesøndag

Palmesøndag - højmesse d. 28. marts kl. 10.30

v/ Erik Grønvall Kempfner.

I påsken følger vi afslutningen på Jesu rejse på jord som menneske. Det får alt sammen en ny begyndelse påskedag i og med hans opstandelse fra de døde tre dage efter sin død på korset. Hverken jul eller pinse giver mening uden påsken, der derfor må betegnes som kirkeårets vigtigste højtidsdag.
Påsken begynder med Jesu indtog i Jerusalem – verdens centrum ifølge jødernes verdensbillede – ridende på et æsel. Skarerne omkring ham råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

 Matthæusevangeliet 21,1-9